Ventoux træf 2012

Endnu et Ventoux-træf. Det niende siden starten i 1994. Og – som traditionen byder - endnu engang en succeshistorie. Denne gang med ni klubmedlemmer som deltagere, alle gengangere fra tidligere år, så Ventoux-Træf årgang 2012 bød ikke på kåring af nye Ventouxister. Til gengæld bød året på et traditionsbrud, fire piger på toppen samt et forbløffende comeback.

Pigernes triumf
Kvinderne har for alvor holdt deres indtog som en uundgåelig og uundværlig del af vores Træf. Op til fire kvinder har deltaget i de sportslige udfoldelser – som jo i vores klub altid foregår på allerhøjeste niveau. Pigernes indtog kunne bl.a. opleves i den traditionelle Jagtstart fra Sault til Chalet Reynard kun 6 km fra toppen af Mont Ventoux.
At Jens Frank igen-igen vandt dette løb suverænt er blot en triviel konstatering.
Næh, det interessante og opsigtsvækkende var, at fire Ventoux-fruer - Pia, Birgit, Merete og Bente - også var på startlisten og kørte op i tider, der burde bekymre et par af drengene, hvis de fremover vil fortsætte med at leve op til flosklen om, at det entydigt er mændene, der er det stærke køn. Sejt, piger.

Nogle traditioner kan brydes
Derudover kørtes som sædvanlig et linjeløb til toppen af Mont Ventoux. For første gang med start fra Malaucêne. En rute, der i sværhedsgrad er helt på højde med den traditionsrige opkørsel fra Ottos Corner nær Bedoin.
At Jens Frank traditionen tro vandt endnu engang er blot endnu en triviel konstatering. 

En rigtig cykelrytter er gjort af et særligt stof
Den største og mest beundringsværdige præstation stod Leif Jensen for. Han blev i Ventoux-linjeløbet en suveræn nummer 2 efter Jens. Under normale omstændigheder ikke det mindste opsigtsvækkende. Leif plejer  jo at blive nr. 2, når vi kører løb i bjergene.
Så for at forstå det unikke i hans præstation, må vi tilbage til midt i maj, hvor Leif deltog i en træningstur i Alsace. Her var han så uheldig at styrte – ikke på en nedkørsel, men på en pandekageflad vej – med det resultat, at han kom så meget til skade, at man på hospitalet i Colmar ( i Alsace) måtte indoperere en kunstig hofte.
At han allerede to måneder efter en sådan operation er i stand til at køre en 2.-plads hjem i så hårdt et bjergløb som Malaucêne – Mont Ventoux står som lidt af en gåde. I sandhed et forrygende comeback til ventoux-eliten.
Det siges, at rigtige cykelryttere er lavet af et særligt stof. Med Leifs præstation må denne påstand være endegyldigt bevist.
Sejt, Leif.

130 år er ingen alder
Årets Træf sluttede som altid med en herlig aftenfest hos Endre og Dorte. Ugens præstationer blev vendt & drejet, og aftenens to værter & fødselarer ( Endre og Villy Skibby i alt 130 år ) blev fejret. Tak til Endre og Villy for stor gavmildhed og dejlig mad.